Tilbuddet bruges af omkring 40 procent af unge i målgruppen på 14 til 17 årige, samt en del, der er lidt yngre og lidt ældre, når kommunerne finder, at disse børn og unge kan have gavn af ungdomsskolens tilbud.

Ungdomsskolen har til formål at:

  • give unge mennesker mulighed for at fæstne og uddybe deres kundskaber.
  • give de unge forståelse af samfundslivet og dygtiggøre dem til det.
  • bidrage til at give de unges tilværelse forøget indhold.
  • udvikle de unges interesse for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og skærpe deres evner for denne medvirken.

Reglerne findes i ungdomsskoleloven.

Organisering

Ungdomsskolen har en daglig leder, der står for driften. Det foregår inden for den kommunale ramme og inden for de ønsker, ungdomsskolens bestyrelse har til skolens virksomhed. Bestyrelsen har mellem 7 og 11 medlemmer, og dens sammensætning bestemmes af kommunalbestyrelsen. Der er dog altid repræsentanter for:

  • kommunalbestyrelsen
  • organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter
  • medarbejderne ved ungdomsskolen
  • eleverne på ungdomsskolen.

Indhold

Den enkelte kommune bestemmer selv ungdomsskolens indhold inden for lovens rammer. Derfor er der forskel på fagtilbuddene fra kommune til kommune.

Ungdomsskoletilbuddet skal omfatte almen undervisning i emner, der lokalt er interesse for blandt de unge, prøveforberedende undervisning, specialundervisning og undervisning for unge indvandrere i dansk sprog og danske samfundsforhold.

Derudover kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilbuddet skal omfatte undervisning i færdselslære og knallertkørsel, heltidsundervisning, aktiviteter, som kan indgå i kommunens samlede ungdomspolitik, danskuddannelse for nyankomne udlændinge mellem 18-25 år og undervisning i folkeskolens fag og obligatoriske emner samt valgfag på 7.-10. klassetrin. Det kan også besluttes, at tilbuddet skal omfatte klub- og anden fritidsvirksomhed.

Ungdomsskolens tilbud er således en central del af kommunernes ungdomspolitik, og et selvstændigt undervisnings- og fritidstilbud, der både rummer egne aktiviteter for og med de unge i kommunen, og støtter og supplerer folkeskolens undervisning og aktiviteter.

Ungdomsskolens elever har mulighed for at gå op til folkeskolens prøver, læs om mulighederne her.

Ungdomsskolens samarbejde med kommunens folkeskoler

Ungdomsskolen indgår samarbejder med kommunens folkeskoler. Disse samarbejder kan bidrage til at opfylde både ungdomsskolens og folkeskolens formål. Ungdomsskolen kan dermed spille væsentlig rolle i arbejdet med åben skole.

Læs mere om samarbejde om læring i den åbne skole i inspirationskataloget med gode eksempler til samarbejde mellem ungdomsskolen og folkeskolen.

Sidst opdateret: 31. juli 2017