I Danmark er der 10 års undervisningspligt. Til gengæld er der ingen skolepligt. Det betyder, at forældre selv har ret til at vælge, hvordan deres børn skal undervises.

Langt de fleste vælger folkeskolen til deres børn. Men der findes andre muligheder som hjemmeundervisning eller undervisning på en friskole eller en privat grundskole.

Hvornår skal barnet begynde i skole?

Der er undervisningspligt fra august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år.

Da skal barnet som hovedregel begynde i børnehaveklassen i en folkeskole eller påbegynde anden undervisning som alternativ til folkeskolen. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at børnene bliver indskrevet i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Kan barnet begynde tidligere?

Forældre har mulighed for at lade deres barn begynde i børnehaveklasse et år tidligere – det vil sige i det kalenderår, hvor barnet fylder fem år.

Det kræver dog, at barnet fylder fem år inden den 1. oktober, og at barnet kan følge undervisningen i børnehaveklassen. Skolens leder kan, efter samråd med barnets forældre, afgøre, om barnet kan optages tidligt i børnehaveklassen. Afgørelsen sker ud fra en konkret vurdering af det pågældende barn, for eksempel på baggrund af en skolemodenhedsprøve eller en udtalelse fra lederen af børnehaven, som barnet har gået i. 

Hvis forældre ønsker tidlig skolestart for deres barn, kan de henvende sig til kommunens skoleforvaltning og få at vide, hvordan de skal forholde sig. De kan også henvende sig til den lokale folkeskole.

Kan barnet begynde i skole senere?

Det er i nogle tilfælde muligt at lade barnet begynde i skole et år senere, end undervisningspligten indtræder. Det er kommunalbestyrelsen, der skal godkende, at skolestarten bliver udsat.

Beslutningen om at udsætte undervisningspligten skal træffes i kalenderåret, hvor barnet fylder seks år og senest før skoleårets start den 1. august.

Det kan enten ske, fordi forældrene ønsker, at deres barn skal vente et år, eller fordi kommunen vurderer, at det er mest hensigtsmæssigt for barnet at vente. I sidstnævnte tilfælde skal det ske med forældrenes samtykke.

Udsættelse skal ske på baggrund af en individuel vurdering af barnet og i givet fald være begrundet i barnets udvikling. Der er ikke centralt fastsat retningslinjer for, hvordan denne vurdering skal foretages. 

Forældre, der ønsker at udsætte undervisningspligten for deres barn, kan henvende sig til kommunens skoleforvaltning og få at vide, hvordan de skal forholde sig. De kan også henvende sig til den lokale folkeskole. Undervisningspligten kan kun udsættes med et enkelt år.

Lovgivning om skolestart

Relevante regler i folkeskoleloven for skolestart er:

§§ 32 – 35 om undervisningspligt

§ 34, stk. 2 om udsættelse af undervisningspligten

§ 36 om indskrivning i folkeskolen og regler om forældrenes valg af en anden skole end den skole i hvis grunddistrikt barnet bor eller opholder sig.

§ 36, stk. 2 om forældrene ubetingede ret til at få deres barn optaget i grunddistriktets skole.

§ 36, stk. 3, om forældres krav på at barnet kan optages i en anden skole end distriktsskolen. Kravet gælder kun, hvis der er plads på den pågældende skole.

§ 33, stk. 2, om alternativer til folkeskolen.

Undervisningspligt

Hvornår er man omfattet af undervisningspligten?

Pligten til at modtage undervisning omfatter efter folkeskolelovens § 32 ethvert barn, der bor her i landet. Det gælder for børn, der skal opholde sig her i landet i mindst seks måneder – dog ikke asylansøgere, som modtager undervisning efter reglerne i udlændingeloven.

Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år, og ophører den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin – det vil sige 10 års undervisning i grundskolen.

For elever, der går et eller flere klassetrin om, ophører undervisningspligten dog først, når eleven har afsluttet undervisningen i 9. klasse eller har afsluttet et uddannelsestilbud, der er ligestillet med grundskole, for eksempel på en fri skole eller ved et særligt tilrettelagt forløb.

Undervisningspligten ophører under alle omstændigheder den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år.

Hvornår kan man starte i skole?

Skolestart kan finde sted både før og efter det tidspunkt, hvor undervisningspligten almindeligvis indtræder.

Tidlig skolestart

Et barn skal efter forældrenes anmodning optages i børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder fem år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen. Der skal foretages konkret vurdering af barnet før det kan besluttes, om det kan begynde tidligt i børnehaveklassen. Ved vurderingen må det også indgå, om barnet kan følge med klassen op i 1. klasse. Hvis forældre ønsker tidlig skolestart for deres barn, kan de henvende sig til kommunens skoleforvaltning og få at vide, hvordan de skal forholde sig. De kan også henvende sig til den lokale folkeskole.

Udskudt skolestart

Udskudt skolestart kan ske, hvis det er begrundet i barnets udvikling. Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke godkende, at barnets undervisningspligt udsættes i et år. Det gælder uanset om barnet skal starte i folkeskolen eller i en fri grundskole. Kommunalbestyrelsen træffer normalt sin afgørelse på grundlag af en individuel undersøgelse af skolemodenheden eller efter indhentelse af en udtalelse fra lederen af barnets børnehave.

Sidst opdateret: 26. april 2017