Et nyt litteraturstudie foretaget af Rambøll for Undervisningsministeriet samler viden om, hvordan fagpersoner i dagtilbud, fritidstilbud, grundskole og på ungdomsuddannelser kan medvirke til at øge børn og unges modstandskraft mod negativ social kontrol.

Studiet peger på, at børn og unge særligt har gavn af tre elementer i forebyggelsen af negativ social kontrol. Børn og unge skal have viden om og undervisning i demokrati, rettigheder og seksualitet. Undervisningen skal opbygge viden og handlerum og gøre dem i stand til at sætte personlige grænser. Derudover skal de have adgang til vejledning og rådgivning ved professionelle, da det giver dem mulighed for at tale om både generelle og personlige problemer med en fagperson med viden om negativ social kontrol og forebyggelse. Det tredje element er dialog og interaktion med ligesindede, fordi de så kan spejle sig i hinanden og give hinanden tro på, at de selv kan stå imod negativ social kontrol.

”Børn og unge skal være frie. De skal kende deres rettigheder og de betingelser, som følger med at leve i et frit og demokratisk land.

Merete Riisager

”Børn og unge skal være frie. De skal kende deres rettigheder og de betingelser, som følger med at leve i et frit og demokratisk land. Den viden og forståelse skal vi styrke yderligere, og her spiller de fagprofessionelle en vigtig rolle, når vi skal forebygge social kontrol og styrke børn og unges personlige handlemuligheder i et samfund, der nogle steder er præget af kultursammenstød,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Fagprofessionelle kan spille en positiv rolle, og litteraturstudiet peger på betydningen af blandt andet at understøtte fagprofessionelle med kompetenceudvikling, viden om negativ social kontrol, og adgang til specialistviden og supervision. Netop det er der midler til i det satspuljeprojekt, som litteraturstudiet er en del af. Formålet med satspuljeprojektet er at forebygge radikalisering og social kontrol i dagtilbud, grundskole, fritidstilbud og ungdomsuddannelser og ruste alle børn og unge med demokratiske, kritiske og sociale kompetencer via en styrkelse af fagprofessionelle praksis.

”Vi kan og skal ikke acceptere, at der nogle steder er forældre, som udøver social kontrol og forhindrer deres børn i at integrere sig i det danske samfund. Derfor er det helt afgørende at sætte tidligt ind med forebyggelse af social kontrol. Allerede i dagtilbuddene skal det pædagogiske personale være opmærksomt på, at børnene lærer danske værdier og traditioner og sørge for, at forældrene også har en forståelse af, hvad det vil sige. Samarbejdet med forældrene er helt essentielt, når social kontrol skal forebygges,” siger børne- og socialminister Mai Mercado.

Udvalgte institutioner og kommuner vil fra 2018 kunne deltage i udviklingsforløb med et rejsende eksperthold. Projektet indeholder også mulighed for efteruddannelse såvel som der udvikles metoder og-inspirationsmateriale til de fagprofessionelle.