Resultater fra følgeforskningen til folkeskolereformen viser, at knap en tredjedel af de adspurgte lærere og pædagoger mener, at de har behov for mere viden om, hvordan man inddrager motion og bevægelse i undervisningen. Derfor skyder Undervisningsministeriet den 6. september 2017 gang i kampagnen ”Udskolingen i bevægelse”, der har til formål at klæde lærere, pædagoger og ledere bedre på til at implementere bevægelse i udskolingen. Tanken er, at kampagnen skal være så praksisnær, at pædagoger og lærere kan inddrage bevægelse i deres undervisning, så det er meningsfuldt i forhold til elevernes motivation, trivsel og læring.

Undervisningsminister Merete Riisager håber, at kampagnen vil hjælpe undervisere i udskolingen og give dem flere redskaber til at få sat endnu mere gang i bevægelsen.

Bevægelse er et af de elementer i folkeskolereformen, som både børn og voksne i skolen er meget glade for.

-Merete Riisager

”Bevægelse er et af de elementer i folkeskolereformen, som både børn og voksne i skolen er meget glade for. Vi ved dog, at bevægelse ikke har været lige let at implementere alle steder. Derfor har vi nu lavet en kampagne, som skal give mere viden og inspiration til at inddrage bevægelse i skoledagen til gavn for elevers læring og trivsel,” siger Merete Riisager.  

Kampagnen består af tre elementer:

  1. Praksisrettet videns- og inspirationsmateriale om bevægelse i udskolingen
  2. En række landsdækkende temadage
  3. Praksisnær vejledning til kommuner og skoler

Alle kommuner og skoler er velkomne til at deltage i kampagnen og vil få en officiel invitation til at indgå samarbejde med læringskonsulenterne.

Kampagnen faciliteres af Undervisningsministeriet. I arbejdet med kampagnen har ministeriet inddraget KL, Danske Skoleelever (DSE), Danmarks Lærerforening (DLF), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), BUPL, Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI, Dansk Skoleidræt, KOSMOS, Syddansk Universitet (SDU) og Skolelederforeningen.

”Udskolingen i bevægelse” begynder med et besøg på Broager Skole i Sønderborg, hvor Undervisningsministeriets læringskonsulenter vil fortælle om kampagnen og dens indhold i samarbejde med de involverede parter. Skolens udskolingselever vil deltage aktivt i dagens program. Presse og interessenter er velkomne på skolen fra kl. 10 til ca. 12.

Læs mere om kampagnen og dens tilbud om inspiration

 

Elever spiller vollyball